Peer Gynt / Пер Гюнт. Страница 14

(hugger på en stor furu med krogede grene.)

Å-ja, du er sejg, du gamle kall;

men det båder knapt, for du står for fald.

(hugger igen.)

Jeg ser nok, du har en ståltrådssærk;

men jeg flænger den, jeg, var den aldrig så stærk. —

Ja, ja; du ryster din krogede arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt så skal du i knæ —!

(bryder med engang tvert af.)

Løgn! Det er bare et gammelt træ.

Løgn! Det er ingen stålklædt knark;

det er bare en furu med sprukken bark. —

Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;

men fandenskab når en både hugger og drømmer. —

Det skal væk, dette her, – at stå i tågen

og væve sig bort lyslevende vågen. —

Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(hugger en stund ilsomt.)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer

til at bære frem maden og duge dit bord.

Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,

hente det råt fra skog og elv,

spike dig tyri og nøre dig ild,

stulle og stelle og lage det til.

Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén;

vil du mure dig hus, får du bryde sten;

vil du tømre det op, får du fælde stokken

og bære den frem på din ryg til tråkken. —

(Øksen synker, han ser frem for sig.)

Gildt skal det bygges. Tårn og fløj

skal der være på tagryggen hæv og høj.

Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,

en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.

Messing skal der være på fløjen og låsen.

Glas får jeg ogsaa se jeg kan få.

Fremmede folk skal undres på

hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(ler i harme.)

Helvedes løgn! Der var den igen.

Du er fredløs, gut!

(hugger hvast.)

En barktækt hytte

gør både i rusk og i frost sin nytte.

(ser opad træet.)

Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!

Der stuper han skrås efter hele sin længde; —

Det grøsser i ungskovens mylr og mængde!

(giver sig til at kviste stammen;

på engang lytter han og står

stille med hævet økse.)

Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,

du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

(dukker bag træet og kigger frem.)

En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt

under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —

lægger næven tilrette på en skigard-stav.

Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter —?

Uf da! Hug han ikke fingren af!

Hele fingren af! Han bløder, som en stud. —

Der sætter han på sprang med næven i en klud.

(rejser sig.)

Det er fanden til krop! En umistelig finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Håhå, nu mindes jeg —! Det er den eneste

måde at fri sig fra kongens tjeneste.

Så er det. De vilde ham i krigen skikke;

og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted —

Men hugge —? For altid skille sig ved —?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; —

men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

(ryster lidt med hovedet; så går han til sit arbejde igen.)

(En stue nede hos Åse Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen.)

(Åse og husmandskonen i travlt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

Åse

(render til den ene side.)

Kari, hør her!

Konen

Hvad godt?

Åse

(på den anden side.)

Hør her —!

Hvor ligger —? Hvor finder jeg —?

Svar mig;

hvor er —?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er nøglen til kisten?

Konen

I nøglehullet.

Åse

Hvad er det, som ramler?

Konen

Det sidste læs

blir kørt til Hægstad.

Åse

(grædende.)

Jeg var tilfreds,

jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!

Å, hvad et menneske må tåle og friste!

Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!

Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget.

Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.

Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(sætter sig på sengekanten.)

Både gård og grund er ude af ætten;

strid var den gamle; men stridere

var retten; —

der var ikke hjælp og der var ikke nåde;

Peer var borte; ingen kunde mig råde.

Konen

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

Åse

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

Konen

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

Åse

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.

Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —

han er brotsmanden, han, og ingen anden;

den styggen fristed min stakkars gut!

Konen

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?

Det står værre til, end I kanske tror.

Åse

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten.

(farer op.)

Men nej-Gud om jeg kan!

Jeg er guttens moer;

jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, når de andre svigter.

Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.

Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!

Hvor er hoserne?

Konen

Der, blandt det andet skrammel.

Åse

(roder om.)

Hvad finder jeg her? Å nej; en gammel

støbe-ske, Kari! Med den har han leget

knappestøber, smeltet og formet og præget.

Engang her var gilde, kom ungen ind

og bad sin faer at få en klump tin.

Ikke tin, sa'e Jon, men kong Kristians mynt;

sølv; det skal mærkes, du er søn til Jon Gynt;

Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

og da ændsed han hverken tin eller guld.

Her er hoserne. Å, der er hul i hul;

de må stoppes, Kari!

Konen

Jeg mener, det trængs.

Åse

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;

jeg kender mig så skral og så ussel

og klemt —

(glad.)

To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

Konen

Ja, rigtig har de det.

Åse

Det træffer sig nemt.

Den ene kan du tilside lægge.

Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —

den, han har på, er så slidt og tynd.

Konen

Men kors, moer Åse, det er visst synd!

Åse

Å ja; men du ved nok, presten forkynder

nåde for den og de andre synder.

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rensdyrhorn over døren. Sneen ligger høj. Det er i mørkningen.)

(Peer Gynt står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

Peer Gynt

(ler imellemstunder.)

Lås må der være; lås, som kan binde

døren for troldtøj, og mand og kvinde.

Lås må der være; lås, som kan lukke

for alle de arrige nissebukke. —

De kommer med mørket; de klapper og banker:

luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!