Peer Gynt / Пер Гюнт. Страница 2
men det er knapt værd at nævne,
når en minds, hvad meget værre
kunde hænds i sligt et sprang —!
(standser pludselig, ser på ham med åben mund og store øjne, kan længe ikke finde ord, endelig udbryder hun):
O, din fandens ræglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kendt
som en jente på de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, —
ikke dig, du —!
Peer Gynt
Mig, som ham,
Sligt kan mer end engang hændes.
Åse
(arrig.)
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjort ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt så vildt og stort,
uglet ud med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig målløs skræk,
at en kends ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Peer Gynt
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
Åse
(grædende.)
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej bider på ham —
Peer, du er og blir forloren!
Peer Gynt
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —
Åse
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
(græder igen.)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kørte med forgyldte vogne —.
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske!
Peer Gynt
Hvor er sneen fra ifjor?
Åse
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hver andet rude-
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —
Peer Gynt
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
Åse
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra København,
spurgte dig om døbenavn,
bandte på at sligt et nemme
sakned mangen prins derhjemme,
så at faer din gav ham hesten
med en slæde til, som tak
for den vennesæle snak. —
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang her dagstødt, åd og drak,
fyldte sig, så fast de sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da «Jon med skæppen»
tog ivej med kramkarl-skræppen.
(tørrer øjnene med forklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, —
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; —
(græder påny.)
å, Gud hjælpe mig for nytte
jeg har havt af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellem bygdens folk du skræmmer
jenterne fra gildestuen, —
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter —
Peer Gynt
(går fra hende.)
Lad mig være.
Åse
(følger efter.)
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der i slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, —
eller idetmindste brækte
ene fingren hans af led?
Peer Gynt
Hvem har fyldt dig med slig præk?
Åse
(hidsig.)
Husmandskonen hørte hylene!
Peer Gynt
(gnider albuen.)
Ja, men det var mig, som skreg.
Åse
Dig?
Peer Gynt
Ja, moer, – for jeg fik pryglene.
Åse
Hvad for noget?
Peer Gynt
Han er spræk.
Åse
Hvem er spræk?
Peer Gynt
Han, Aslak, ved jeg.
Åse
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
(græder igen.)
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; —
skal du derfor være vek?
Peer Gynt
Om jeg hamrer eller hamres, —
ligefuldt så skal der jamres.
(ler.)
Trøst dig moer —
Åse
Hvad har du løjet
nu igen?
Peer Gynt
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; —
(knytter den venstre hånd.)
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge —
Åse
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
Peer Gynt
Nej da, du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre;
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
Åse
(blæser.)
Du!
Peer Gynt
Hvem ved, hvad en kan møde!
Åse
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
Peer Gynt
(hidsig.)
Jeg skal blive konge, kejser!
Åse
Å, Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten af hans vid!
Peer Gynt
Jo, jeg skal! Giv bare tid!
Åse
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
Peer Gynt
Du skal se, moer!
Åse
Hold din mund!
Du er gal i bund og grund. —
Nå, det er forresten sandt, —
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet —
Peer Gynt